Anders Matthesen tester jokes på Realen -UDSOLGT
Søndag den 17. oktober 2021 kl. 20.00 Dørene åbner kl. 18.30 Billetpris kr. 195 + gebyr
Anders Matthesen er i år i gang med at støbe kuglerne til hans næste, store onemanshow. Der er fuld gang i laboratoriet i København, hvor der skrives jokes, eksperimenteres og jammes med kollegaer. Men ifølge Anders kan et comedyshow ikke skabes uden et publikum. Og traditionen tro har Anders valgt at teste sit spritnye materiale af på Realen. Sammen med Fanøs publikum. Showets længde er endnu ukendt. Der vil blive tale om en aften med masser af jokes, hygge, snak og samvær hvor Danmarks bedste komiker prøver nyt af, stort som småt. Anders Matthesen siger selv om aftenerne på Realen:
”Jeg har ikke optrådt i meget lang tid pga. Covid19 og fordi jeg ikke har haft noget nyt materiale på vej før nu. Så jeg glæder mig helt afsindigt til at stå på en scene igen. Men frem for alt glæder jeg mig til at have et publikum foran mig.
På disse meget særlige prøve-aftener på Realen kan alt ske, og der opstår altid en helt særlig kontakt mellem publikum og mig. Jeg aner jo ikke, hvordan de nye jokes jeg har med, virker og meget af materialet opstår sikkert undervejs netop pga. kontakten med publikum der kan vise mig vej med deres reaktioner. Det er på ingen måde et færdigt show jeg kommer med. Men jeg har som altid gjort mig mega umage og skriver på nye jokes frem til jeg går på scenen på Realen.
Frem for alt håber jeg på nogle hyggelige, nærværende og intime aftener med publikum, der nok også bliver temmelig sjove. Og så glæder jeg mig så vildt til at være på Fanø igen.”
Ååååhhhhh hvor vi glæder os - KH Team Realen